Antiinflammatorisk Liv, Livsstilen

Tør du donere?

Ja eller nej til organdonation?

Langt fra alle har taget stilling til det, men måske er det slet ikke dårligt at man automatisk bliver organdonor når man fylder 18? Så skal man nemlig tage stilling, hvis man ikke vil.

Når man står der som pårørende til én der bliver holdt kunstigt i live med maskiner, så ved jeg at man rigtig gerne vil være der når det sidste åndedrag tages. Være der når det slutter. Holde i hånden, fælde en tåre og fortryde alt det man ikke fik sagt og gjort. Og bare være der.

Det er ikke muligt hvis man vedkommende er organdonor. Så vil de blive holdt kunstigt i live, så alle organer kan fjernes så nænsomt som muligt. Der skal helst være blodgennemstrømning og ilt for at organerne er friske nok til at kunne gives til én der har brug for dem. Jeg vil ikke skrive om hvor meget der er nogle der står og mangler dem, men i stedet prøve at forholde mig til hvorfor det er svært at sige ja til at den afdøde skal være organdonor.

Huden er varm og hjertet banker

Når man som pårørende står der og skal sige farvel til en person, der måske har været ude for en ulykke, så er det noget der er sket pludseligt. Man har ikke haft mulighed for følelsesmæssigt at forberede sig. Hele ens verden er smuldret på et splitsekund. Man er forvirret, ulykkelig og oftest i chok. Derfor er det svært at give slip på det mennesker man står ved siden af. Man kan se hjertebanken på maskinerne der overvover og holder mennesket i live. Og det kan være svært at forstå at det ikke er hjertet der banker naturligt. Vi mennesker er sådan indrettet at vi håber til det sidste. Hvis der er det mindste håb, så har vi en tendens til at knytte os til det. Det er derfor helt naturligt at vi har svært ved at sige farvel til det mennesker der ligger der på en briks. Stadig varm i huden, og man kan høre hjertebanken.

Men det er en maskine man hører. Det menneske man kendte og elskede har for længst forladt denne verden. Tilbage er der reservedele… Dele, der kan give liv og overlevelse.

Jeg så en gang en video med en mand, der var kørt vildt langt på cykel for at besøge en mand der havde modtaget hans datters hjerte. Han var knap nok stået af cyklen, de han fik et stetoskop og fik lov til at lytte til hjertet. Han græd. Jeg græd. Tænk sig at vide at det andet menneske stadig lever videre i andre? Tænk sig at være så elsket at der er én der vil køre meget langt for at høre dit hjerte slå, selv når du ikke er her længere…

Hvad har jeg sagt ja til?

Så hvis det var mig der lå der og skulle have fjernet ting fra kroppen, hvad ville jeg så have fjernet eller ikke fjernet? Jeg har sagt ja til alt undtaget mine hornhinder. Jeg ved at det kan give synet tilbage, men der er noget i mig der ikke bryder mig om tanken at de skal pille ved mine øjne.

Jeg har taget stilling, fordi jeg ikke ønskede mine efterladte ville komme til at stå i en organisation, hvor de skulle tage stilling. De skulle ikke stilles i den situation at de skulle overveje hvad der skulle ske, når de stod der og var kede af det. Og lige netop derfor skal du også tage stilling! Tag ansvar for din krop, så du ikke bebyrder andre med at skulle svare på spørgsmål du selv skulle have gjort.

Jeg har fuld forståelse at man ikke har lyst til at være donor. Eller modtage organer. Jeg vil bare gerne have du tager stilling til om du vil være organdonor!

Vil du vide mere, eller er du allerede afklaret, så besøg denne hjemmeside. Her kan man finde mere information samt give besked om hvor vist man ønsker at være donor.

– Helle

 

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar